- Dette emne har 95 svar og 5 stemmer, og blev senest opdateret for 2 år, 4 måneder siden af Torben Taustrup. This post has been viewed 8722 times
- Indlæg
nightsky- Neutron star
Jeg fik sådan nogle medsendt til mine kulfiber tubusholdere. Islagsgevindbøsninger.
Der findes rigtig mange typer af gevindbøsninger, jeg har set et utal gennem +25 år i møbelbranchen.
Møbelskruer/gevindbøsninger med eller uden hoved. Nogle type er rimelig nemme at lime fast med noget epoxy.
Islagsgevindbøsninger, ikke dem for hovedet også slås i.
Ekspansionsindsatsgevindbøsninger (pyha langt ord) som man skubber ind og som selvlåser når en skrue kommer i.
Iskruningsbøsninger, nok ikke det rigtige valg til kulfiber.Bedste måde at se hvor mange slags der findes, er nok at google på “threaded inserts”.
Torben Taustrup- Neutron star
Hej Lars
De ser fine ud, og det er oplagt at sætte dem fast med cotton flocks. Man kan vel også klippe kulfiberdugen i små stykker og anvende dette som fyldmaterialet som blandes op med limen? Det bliver bare en dyr prop 🙂 Gad vide, om man kan bruge det kulfibermateriale, som er skåret af til dette formål?
Lige nu skal der findes en smart måde at fastgøre cellebunden til tubus. På den nuværende tubus er cellebunden, som er 6 mm tyk fastgjort til tubus med skruer, der går gennem væggen i tubus og ind i kanten af cellebunden.
For at muliggøre kollimering, er der lavet langhuller i tubus. Umiddelbart er dette nok den mest enkle måde at løse problemet på, men måske kan der findes en anden metode, hvor man kan undgå at lave huller gennem ydersiden i tubus. Det er nok ikke tilstrækkeligt at lade bunden hænge fast i de tre kollimeringsskruer.
Opgaven besværliggøres lidt af, at vi som udgangspunkt ønsker, at cellebunden placeres plant med underkanten af tubus. Nå, men vi finder nok en løsning.TOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
Torben Taustrup- Neutron star
Kulfibervinkel
Så skulle vi prøve at forme kulfiberdug til en vinkelprofil. Som underlag brugte vi en 90 graders aluminiumsprofil, som var belagt med en hvid plastikpose.Hvert lag blev lagt på og bukket om vinklen – 14 lag i alt, da planen var at opnå en tykkelse på ca. 4 mm.
Det er en udfordring at forme kulfiberen – den ville hele tiden bule ud i knækket, så vi måtte hele tiden skubbe den på plads.
Da alle lag var lagt, kunne vi godt se, at lagene havde forskubbet sig ud på den lange side. vi forsøgte at trække den på plads så godt vi kunne, og så blev lagene lukket inde af endnu en aluminiumsvinkel, og til sidst blev det hele klemt sammen med et par skruetvinger.Udpakning
Kulfiberen sad godt fast, fordi noget af limen var flydt ud på aluminiumsprofilet, hvor der ikke var plastik, men til sidst blev emnet vristet fri.
Der var da nogen jævne flader, men resultatet var ikke optimalt.
Efter at det var tilskåret, så det pænere ud.
En kontrol af målene bekræftede vores formodning – godstykkelsen på de to flader var ret forskellig. Heldigvis er der mulighed for at rette op på problemet ved at lægge mere kulfiber på, men umiddelbart virker det som om styrken er rigtig fin.
TOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
Torben Taustrup- Neutron star
Den første kulfibersandwich vi lavede er skåret i fem mindre stykker. De tre kan forhåbentlig bruges til vippearme, men indtil videre er der kun kulfiber på to af fladerne. Når man saver i kulfiber, så skal man bruge åndedrætsværn.
Nu skal vi så prøve at lægge kulfiber på siderne. Der er flere meninger om, hvordan man skal gøre. Jeg forestiller mig, at man bare lægger fem lag kulfiber på hver side og sætter det hele i spænd mellem to plader som holdes sammen af et par skruetvinger.
En anden mulighed er at fjerne noget af kernematerialet, så kulfiberen kan lægges ind mellem de to bestående lag kulfiber. I begge tilfælde skal den have mekanisk kontakt med nabolagene.
Jeg har været i gang med at file de tre stykker lige store, og så må vi se.
TOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
adam- Main Sequence
Det er bare spørgesmål om det giver noget at lægge kulfiber på siderne.
Det kan ikke trykkes sammen som det er, fordi der er honeycomb imellem.
Det man ønsker nu er nok at pladerne ikke kan forskydes under belastning. Dette kan gøres ved at rulle det hele med f.eks flere omgange tyndere glasvæv med fiberretning i 45 grader. Det skal virke ligesom skråstiveren på en havelåge.
Men hele honeycomb siden skal nok fyldes op / spartles og slibes, så glasvæv har noget flat at ligge på.
En lille fidus når man skal forme væv rundt om noget, er at forstøve et usynlig lag kontaklim i spray på vævet og lægge det på. Man klæber dem sammen. Og så smøre epoxy på. Men epoxy skal kunne trænge igennem hele vævet.
Det er altid bedst at gennemvæde vævet først, mens epoxy er mest flydende, dvs. med det samme, og rulle det med sådan en special rulle med skiver, så epoxy kommer heltind i vævet og så fjerne det overskydende epoxy med en køkkenrulle. Det glider når der er for meget epoxy i vævet. Man siger at en håndlaminerings forhold mellem epoxy og væv skal være 30:70 , f. eks 30g epoxy og 70g væv. Du kan veje dit væv og veje det igen når det er færdigstøbt, så du kan se hvor meget epoxy der er i 🙂Når der ligger megen epoxy sammen, kan det blive så varmt så det kan antænde noget. Det er nok bedst at lade overskydende epoxy ligge på noget flat, et tyndt lag, så det kan komme af med varmen når det hærdes.
Torben Taustrup- Neutron star
Hej Adam
Vi fik lige lavet et par tests af sandwichvippearmene. Testpunktet er placeret 60 mm fra ophængningspunktet, og der er så påtrykt 1,8 kg vha. en fjedervægt. Dette svarer til 1/8 af spejlets vægt.
Som det fremgår er styrken størst på kanten af kulfiberfladerne. Det er sådan det er tænkt, at de skal vende. Ved yderligere påføring af kulfiber på de to andre sider må man forvente, at styrken bliver en smule større. Nu er det selvfølgelig svært at sige præcist hvor meget spejlet vi synke, men man kan håbe, at det bliver under 1/20 mm. Man kan så diskutere, om størrelsen af en nedbøjning i denne størrelsesorden er acceptabel.EDIT: Lige en rettelse. Der skal faktisk kun påtrykkes 1,4 kg, da spejlet vejer ca. 8,5 kg. Dette vil så give en lidt mindre udbøjning.
TOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
adam- Main Sequence
Ja. De 2 kullister forsøger at glide forbi hinanden sideværts, under belastning. Prøv at se enderne af tommestokken på mit billede, hvor meget de kan flytte sig under ekstremt belastning 🙂
Fiber retning i 45 grader vil holde på dem.
Når det er så lidt, så ved jeg ikke om det hjælper på stivheden. Hvis i kommer mere kul på så bliver pladerne også tykkere automatisk og det giver større stivhed. Men jeg ville lægge dem på i 45 grader.
Torben Taustrup- Neutron star
Hej Adam
Du har ret i, at fibrene skal lægges, som du angiver. Tak for tip 🙂
mvh
TorbenTOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
Torben Taustrup- Neutron star
Som Adam foreslog er der nu lagt kulfibermåtte med fibrene orientret i 45 grader – troede jeg, for i min iver for at udnytte de små stykker, som vi havde liggende, blev fibrene faktisk lagt i 90 grader – var der nogen, som sagde tanketorsk? 🙁
Begge sider blev belagt ved samme session. Først fik siden af kevlarkernen et lag lim, og så blev emnerne sat på fem lag kulfiber.
Så blev de næste fem lag lagt sammen og placeret ovenpå.
Det hele blev sat under pres mellem to træplader vha. to skruetvinger. Som tidligere blev varmekassen sat op. Det skete i går aftes kl, 19:55, og her til morgen var limen så hærdet. Noget af den var løbet ned på arbejdsbordet, så der har været rigeligt. Den første inspektion viste, at kulfiberen var i god kontakt med den der sad der i forvejen, men nu må vi se, når emnerne er savet fri.
Det kan godt være, at man kan udklippe stykkerne til hver side af emnerne frem for at udlægge en større flade, men der er altid fare for, at fiberen glider, så den anvendte metode er nok den mest sikre.
TOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
Torben Taustrup- Neutron star
Så fik jeg savet de tre vippearme ud. Efterfølgende blev kanterne slebet til på slibemaskinen. Det foregik udenfor på arbejdsbordet, da det støver en del.
En inspektion viste, at tykkelsen af lagene varierede en smule. Dette må være sket i forbindelse med komprimeringen mellem skruetvingerne. Der skal åbenbart være større opmærksomhed omkring denne proces.
Herefter skulle stivheden kontrolleres. Det var selvfølgelig lidt træls, at fibrene på de to sider ikke var blevet orienteret i 45 grader.
Jeg fik målt præcist ud til stedet, hvor spejlsupport skal sidde – 63 mm fra midten af vippearmen. Måleresultatet var opløftende. Ved et tryk på 1800 gram var udbøjningen kun ca. 1/100 mm.
Som tidligere nævnt, skal belastningen kun være 1400 gram, og her lå udbøjningen på omkring en halv hundrededel. Man kan så stille spørgsmålet, havde udbøjningen været mindre, med fibrene orienteret i 45 grader?
Er man ikke tilfreds med styrken, så kan man bare lægge flere lag på.
Det er jo fint nok, at man nu ved, hvor stor en udbøjning, man skal regne med, men hvor stor er den på den gamle spejlcelle?
Da der indgår flere dele i spejlcellen, skal disse også med i beregningen. Bunden, som vi lavede er enormt stærk. Måske kan man på grundlag af den første måling regne sig frem til, hvor meget den vil give sig. I første omgang har vi testet den ved at lægge den op på to pinde ude i siden, og så stille os op på den. Ved en belastning på omkring 100 kg, ser det ikke ud til, at den giver sig ret meget, men nu må vi se, om vi kan få den testet med den nominelle belastning, men først skal den lige skæres ud.
TOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
jens.jacobsen- Neutron star
Hej Torben.
Et spørgsmål; Hvorfor 1800 gram?? Hvis spejlet hviler tæt på lodret, vil stort set hele spejlets vægt da være på en enkelt vippearm. Problemet er netop at vippearmene belastes uens, og derved bøjer uens.
Derfor vil spejlet “skride” en lille smule når kikkerten går mod lavere højder.mvh
Jens
Torben Taustrup- Neutron star
Hej Jens
Jeg er ikke lige med på, at hele spejlets vægt vil kunne hvile på én vippearm. Spejlcellens mission er jo at fordele spejlets vægt over flere punkter. Dette sikrer man sig ved at have sidestyr som tillader, at spejlet hele tiden er i maksimal kontakt med de 18 hvilepunkter. Hvis hovedparten af spejlets vægt ligger på én vippearm, så går det ud over billeddannelsen, da spejlet så vil vride sig en smule.
Når tubus flyttes til en lavere deklination, så vil en større del af spejlets vægt flytte sig over på sidestyrende i den side, hvor de sidder lavest. Vi talte om, at ca. det halve af spejlets vægt vil hvile på sidestyrene, når tubus’ hældning er 30 grader.
De 1,8 kg var noget vi valgte ved den første belastningsmåling. Det skulle være 1/6 af spejlets vægt, men som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så svarer 1/6 til ca. 1,4 kg. – og altså 2,8 kg. på hver vippearm.
I øvrigt må vi også regne med at der vil være en mindre nedbøjning i de seks pads med hver tre støttepunkter. Vi har købt en 5 mm tyk kulfiberplade med målene 400 x 400 mm. Den vil vi bl.a. skære pads og sidestyr ud af. Om der er behov for yderligere forstærkning af disse pads, har vi endnu ikke klarhed over.
Måske er det bedre at lave sidestyr af en honeycomb-sandwich. Vi har stadig materiale til det.mvh
TorbenTOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
jens.jacobsen- Neutron star
Hvis vi antager at spejlet står lodret, og har et sidestyr præcist lige under sig, og to andre ude til 60 grader før og efter, så vil 100% af vægten ligge på de tre sidestyr. meget lidt af spejlets 8½ kg vil ligge på dem 60 grader ude, idet meget lidt af spejlets masse vil være over dem. Det kan Flemming sikkert snildt beregne.
Men langt hovedparten vil trykke på et sidestyr.
Vipper du spejlet bagover, så vil denne, fra lodret beregnede vægt, aftage med sinus til vinklen, dvs ved 90 grader vil al vægt være på bagsiden og ingen på sidestyr.
Den nedbøjning, og dermed hvor meget spejlet vil flytte sig frem og tilbage, kan du direkte måle hvis du hiver i sidestyrene. Her vil, for en vippearm, 50% af spejlets vægt, være en god værdi at starte med.
Husk på at din nedbøjning næsten 100% vil kunne oversættes til et flyt af lyskeglen (antaget dit rør er meget stift) og dermed en fejl i kollimering.
På de store teleskoper, f.eks 200″ på Palomar, er man meget bevidst om dette. Man beregner derfor nedbøjningen af “bagenden” af tubus, så den nedbøjer præcist så meget som “forenden”, altså samme nedbøjning i top og bund = udligning.
Men hvis i kan holde nedbøjningen af en vippearm på nogle hundrededele mm, så vil det helt sikkert være tubus som bestemmer total nedbøjning.
Prøv istedet at trække i tubus med vægten af spejl, celle etc bagud fra omdrejningspunktet og tilsvarende med kamera, filterhjul etc foran ophængningspunktet. Det giver sig sikkert langt mere..
mvh
Jens
jens.jacobsen- Neutron star
Iøvrigt, at spejlet “skrider” er langt værre end at bund-cellen “bøjer”- Det sidste giver ændring i fokus, mens det første giver ændring i kollimering. Det er meget sværere at justere under optagelse.
Jeg ville stadig have lavet spejlcellen i svejset rustfri stål.
Torben Taustrup- Neutron star
Hej Jens
Du må lige forklare det med vægtfordelingen. Som jeg forstår det, så er det spejlcellens mission at understøtte spejlet, så det deformeres mindst muligt. Som vi tidligere har talt om, så er understøttelsen af et fuldtykkelsesspejl ikke så kritisk, da det har en mindre nedbøjning, selvom det vejer mere.
Placeringen af støttepunkterne på 18-punkts-cellen er orienteret i en ring, som skal mindske spejlets tendens til at bøje ned på midten og ude ved kanten. Man kan forestille sig, hvordan en skive lavet af et blødt materiale vil forme sig, når den lægges på sådan en celle.
Man kan jo bruge kræfternes parallellegram til at bestemme vægtfordelingen.
Du har ret i, at man skal undgå, at spejlet skrider sideværts. For kort tid siden lavede vi optagelser, hvor tubus var svinget forbi lodret – altså modsat syd. Dette havde den uheldige effekt, at hovedspejlet skred lidt sideværts, og stjernerne blev en smule forvrænget.
mvh
TorbenTOC Observatory - "http://tocobs.org -14.5″ – f:4,2 Newt - Atik383 - ZWO2600-mono – SXV H9 - QHY8L-color - SkyWatcher 80 mm ED refraktor - 60 mm F:6 apocromat - TAL Apolar 125 f : 7,5.
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.